Sundsløbet
Lørdag den 6. august 2022
Om turen
Lørdag den 6. august havde køregruppen i Sunds (medlemmer af Veteranknallertklubben Aktiv) veteranknallertløb, med start ved Sunds Auto.
Ved indskrivningen ankom 52 deltagere. Efter indskrivningen trakteredes med kaffe og rundstykker inden afgang kl. 10.00.
Turen var anlagt med ca. 75 km. Ud i det sydlige og vestlige område for Sunds. Vejret var typisk dansk sommervejr, med vekslende sol og skyet, men tørvejr hele dagen.
Efter turen ad små snørklede veje ramte vi Tre Høje Bakke, et af de højeste bakker i området, og her kom kræfterne virkelig på arbejde. De top tunede gled let op af bakken, hvor de med mindre motorkraft måtte ned i gear eller i gang med pedalerne. Efter bakken kom vi til madpakkehuset i Abildå Brunkulsleje, et arbejdende museum, hvor vi fik serveret håndmadder og øl/vand
Denne eftermiddag havde Abildå Brunkulsleje officiel indvielse af en ny restaureret wire gravemaskine af typen PM 12 årg. 1964 (Pederhåb Maskinfabrik). Fra brunkulslejet kørte vi videre ind mod tre høje golfklub, og videre til Vildbjerg og Sinding, hvor der var endnu en pause til at strække ben og hvile rumpe. Efter pausen gik turen hjem mod Sunds, hvor vi blev modtaget med varme pølser og drikkevarer.
Til sidst en tak til Sunds Auto for at stille lokaler, køkken og parkering til rådighed for arrangementet.
Tekst & billeder
Kurt Oxbøll og Svend Aage Mark