Turen til Fur

Lørdag den 8. maj 2018

Om turen

Vi var 14 Aktive knallertkører der havde aftalt at det var nu at vi skulle udvide vores horisonter og ikke bare køre vejene tynde omkring Sunds, Herning og Ikast.

Vi mødtes ved Brugsen i Sunds kl 9.00 med knallerterne på trailere og så gik turen mod Fur i dejligt solskin. Da vi ankom ved færgelejet var det tid til at få de tohjulede læsset af og finde styrthjelmen frem.

Da vi var kørt ombord og færgen næsten var nået i havn igen var vi så klar til at køre fra borde, men så dukkede billettøren op og vi måtte slippe en 20er for en retur 🤑.

Vi kørte et par kilometer og så var det tid til formiddagspause 😅kaffe og rundstykker kom op af taskerne og der er nok ikke nogen der er i tvivl om at der blev hygget.

Efter kaffen gik turen til Fur Bryggeri hvor nogle fik en lokal øl og andre fik sig en is. Så gik turen videre til Bette Jensen hyv og Molermanden og næsten ned til stranden.

Herefter kørte vi om i det store sommerhusområde før turen gik tilbage til færgekroen hvor vi skulle spise en sen frokost (Stjerneskud til alle).

Vi havde helt overset skiltet til den gamle fiskerihavn så under frokosten aftalte vi at der måtte vi køre ud inden vi tog færgen hjem. Da vi så kommer sådan en flok og parkerer så er der en dame der henvender sig til os og gerne vil fortælle lidt om havnen og livet på Fur på godt og ondt.

Nåe ja og så var der lige en ting mere vi skulle nå, det var jo kun nogle få der havde fået is og det kunne jo ikke være rigtig så vi besøgte et ishus på havnen inden turen gik retur til færgen og hjem 🙂

Tekst & billeder

Kurt Oxbøll